Jeg kan huske den døde by

No_name_906373mDet følgende er det (næsten) uredigerede resultat af en skriveøvelse. Øvelsen er inspireret af Joe Brainard’s ‘I Remember’. Det hele er skrevet meget hurtigt den 12/5 ved skrivemøde ét.

I remember / Jeg kan huske –

Den døde by

Jeg kan huske den døde by og at strømmen stoppede i dens årer. At de sår den havde fået bredte sig ud og dækkede alt det jeg bedst kunne lide. Træer blev halve, underlige og små, i endnu mindre huller i belægningen som de var blevet placeret i. Jeg kan huske at byen levede op igen. Nu bestemte alt selv hvor det stod og gik. Før der slet ikke var en by.

Jeg kan huske den døde by Jeg kan huske mælkebøtter i fortovet
Jeg kan huske brune vandpytter med en hinde af støv i overfladen
Jeg kan huske rust på nedløbsrør
Jeg kan huske postkasse fyldt med breve
Jeg kan huske tanker [der] flyver i alle retninger, det er svært at finde fokus
Jeg kan huske [at] forventningen om stilhed ikke bliver indfriet, det er også et ønske om tomhed
Jeg kan huske variation i landskabet – små og store stigninger
Jeg kan huske [at] det er hårdt at gå
Jeg kan huske farver som er kraftige fx sennepsblomster. Meget andet falmer med tiden
Jeg kan huske gule blomster

Hun stod stille i en tæt mængde, en klynge af ansigter omringede hende, som i en klase. Alle forvirrede og febrilske for at komme frem på forskellig vis. Hun strakte sig på tæer for at kigge udover de andre. Hun ledte efter dem hun kendte.

Jeg kan huske da alle kloakkerne pludselig stod åbne, alle dækslerne på klem. Jeg kan huske bilerne parkeret. Jeg kan huske da larmen allerede havde været fraværende i lang tid, måske flere dage, og du sagde: ”Hør!”. Jeg kan huske da gaderne var åbne og dørene var lukkede, og jeg kan huske da det slog mig at det hele var vendt på hovedet. Jeg kan huske dengang byen slettede vores spor hver nat.

Jeg kan huske den døde by. Jeg husker gaderne, lygtepælene og blændede vinduesfacader. Jeg kan huske den aften vi gik ned ad Strøget, det var en udflugt fra de mere trygge omgivelser i den sorte firkant. Jeg kan huske den tynde duft, luftfugtigheden og dit åndedræt. Jeg kan huske hvordan du sagde: ”Det er næsten ovre nu”.

Jeg husker den døde by, jeg tilfældigt slog op på i et atlas.
Jeg husker atlasets omslag fra min bedstemors dagligstue
Jeg husker bornholmeruret som en portal til en gammel tid Jeg husker at tiden gik langsommere
Jeg husker ikke at lukke atlaset i
Jeg husker at lade det ligge åbent under et bord
Jeg husker at lede efter en lup Jeg husker at lade luppen glide hen over et lysegrønt land
Jeg husker at lade luppen glide hen over et spejl
Jeg husker at tabe den i et øjebliks fred

Jeg kan huske at du var der.
Jeg kan huske at vi mødtes og gik langs med væggene, henover gulvet, uden at røre hinanden.
Jeg kan huske at alle lyde føltes stumme, som om de aldrig blev sat i gang, i bevægelse.
Jeg kan huske at der ikke var noget udenfor væggene.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: